En meget stor liste med alternativer til almindeligt anvendte programmer kan ses på AlternativeTo.
Sådanne software-lister ender gerne meget lange og svære at vedligeholde. Forslag på på uset.dk er udelukkende anbefalinger, jeg selv har prøvet.

Beskeder/messaging

Matrix gennem f.eks. Element X
Matrix bliver brugt lidt løseligt som begreb, men den er – på linje med f.eks. email – en server, man sætter op til at kommunikere krypteret med. Det er mest den primære tjeneste matrix.org, man hører om, men kompetente kan opsætte egen Matrix-server. Det har eksempelvis danske data.coop gjort. Det betyder også, at eksempelvis en myndighed kan have fuld kontrol over egne data, ikke mindst i en GDPR-kontekst.
På samme måde som email ikke står alene, men skal bruge et program til visning, så er Matrix-delen bare serveren.
Man skal altså bruge en Matrix-klient. Den mest udbredte er Element X, som findes til iPhone og Android og har en desktop-app til Mac, Windows og Linux – men i øvrigt også en web-klient, så man kan køre den i en moderne browser uanset platformen.
Man kan kommunikere direkte med andre brugere - også på tværs af servere - og så kan man oprette rum, som svarer til grupper eller kanaler på andre platforme. Man kan kommunikere på tekst eller med videoopkald.
Se flere apps under Matrix clients - fra de spartanske til de mere hyggelige. Element X virker godt for mig.
Jeg har lavet et Matrix-rum til Uset.dk, hvis man mangler et sted at teste det.
I stil med: Messenger, Discord

Delta Chat
En messaging app, der kommer ud over centralisering og fiksering på protokol.
Den kan det grundlæggende for en sådan app - sende beskeder og filer til personer og grupper - lyd- og videofiler viser en afspiller, når de modtages, og så videre.
Delta har så et særligt trick: En masse apps har helt egne protokoller, hver ny med sine fordele og ulemter. Messenger bor på Metas servere, Discord hos Discord - og så videre. Delta er bygget til at bruge en protokol, som man kender - nemlig email! Så hver besked er grundlæggende en email inde bagved.
Man får altså alle fordele ved email med: Der er ikke et filter på filtyper, man kan lave en backup af sin konto og flytte den til en anden serve ruden videre. Hvis du ejer domænet henning.dk, så kan dit Delta Chat-ID være delta@henning.dk.
I stil med: Messenger, Discord

Sociale medier

Mastodon
Et ActivityPub-baseret socialt medie.
Det er som med email: Man vælger en server; éns bekendt bruger en anden; men man kan stadig følge og kommunikere med hinanden. Systemet er beregnet til kortere indlæg, men det er op til den enkelte server-indehaver, hvor lange beskeder man vil tillade.
Jeg har ikke selv prøvet at hoste den, men valgt at få en konto på mstdn.dk.
Som andre moderne sociale medier kan man dele billeder, videoer, indlægge Youtube-videoer og lignende.
Et par danske eksempler er mstdn.dk og expressional.social.
I stil med: Twitter

Redskaber

Shaarli
Et redskab til at holde styr på sine bogmærker.
Der er muligheder for at masse-oprette, tagge bogmærkerne, skrive tekst til dem og lave RSS-feeds på dem. Der er Android-apps og boormarklets til at gøre det nemmere.
Jeg har skrevet om det med skærmbilleder i indlægget Shaarli – links på egen plads.

YOURLS
Et redskab til at lave kortlinks, som man kan lægge på sin egen server med meget begrænsede krav.
Der er tilhængere og modstandere af linkforkortere, men skal man have dem, så skal de ligge hos én selv.